Fodbehandling

Fodbehandling


Alle mennesker har glæde af regelmæssig fodbehandling, fordi det er med til at holde fødderne sunde og forebygge eventuelle problemer.


En fodbehandling består i, at fodterapeuten danner sig et overblik over føddernes almene tilstand og herefter behandler symptomgivende tilstande såsom hård hud, ligtorne, fortykkede og nedgroede negle.


Neglene klippes, slibes og med en kniv fjernes hjørner, kanter og hård hud fra negle og neglefals. Hård hud og ligtorne beskæres med en skalpel, for en så skånsom fjernelse som muligt.


Smerter fra hård hud og ligtorne vil minimeres eller forsvinde helt ved en fodbehandling. Men man skal være opmærksom på, at hvis man vil undgå ny udvikling af generne, så skal der yderligere behandlinger til. Desuden skal man overveje om et indlæg er løsningen på problemerne.

Nedgroede negle


Smerter i og omkring neglene kan være meget generende.


Fodterapeuten undersøger, om der er tale om en nedgroet negl eller et stykke negl nede i falsen, der skaber betændelse. Det kan også være en ligtorn, der giver smerter.


Mange gange kan fodbehandling være nok til at fjerne gener, men ellers er en neglebøjle en effektiv løsning.


En neglebøjle kan rette neglen op, og den lindrer oftest symptomerne med det samme. Neglebøjlen udøver et lille træk, så neglesiderne løftes. Behandlingen gør ikke ondt, og neglebøjlen generer ikke efter påsætningen. Neglebøjlen tilrettes med jævne mellemrum, indtil neglen har fundet sin naturlige form - i hele neglens længde. Det er også vigtigt, at neglelejet, der var presset sammen under den nedgroede negl, tilpasser sig neglens nye form.


Medlemmer af Sygeforsikringen "danmark" - gruppe 1 og 2 - får tilskud til neglebøjlebehandling.